Vor fane er stolt og skjøn,
den samle skal hver Norges søn,
som Norge og hendes datter
og frihet og ære skatter.
Den vaje skal til lands og vands,
for bedre fane aldrig fanns.
Fikk Norge et kald av Gud,
det bøjes ei av andres bud.
Naar højt vi vor fane bære
og hævder vort navn med ære,
da skal ei nogen jordisk magt
faa Norges land i lænker lagt.
Vist ønsker vi alle fred –
det er jo derfor vi er med.
Men freden ei Nordmænd smager,
om frihet man fra dem tager;
og for at sikre retfærd sejr
vi trøstig for dets fred slaar leir.
Vi voldgift saa gjerne ser,
naar vold av ingen øves mer;
men endnu for mange ørne
her kredser med rov i klørne,
og end er ulven ei saa tam,
at ei han biter vesle lam.
Og derfor vi samler os
at byde kjækt hver fiende trods.
Vi danner en syskenkjæde
og møtes i sommerglæde,
men og i mørke vinterkvæld
vi virker for «vort forsvars» held.